Farvel til Computerworld

Jeg har haft min sidste arbejdsdag på Computerworld.

Endnu en sparerunde har fået min stilling i Herlev til at fordufte.

Så for en stund er det slut med at fortælle historier om tyske koncept-tyve, om trådløse hippier og sydkoreanere, der spiser konkurrenter.

Det er underligt at sige farvel til et arbejde, som jeg i teorien har haft i syv år. Først som journalist på ComON – og efter talrige virksomhedsovertagelser – som journalist hos de gamle konkurrenter på Computerworld.

Tidligere i år fik vi Jobindex og Kaare Danielsen som ny ejer, og blev på en måde en del af trenden, hvor it-folk flytter ind i mediebranchen, som også Amazon-millionær, Jeff Bezos, har gjort ved at købe Washington Post.

Det bliver spændende at følge eksperimentet og se resultatet fra sidelinjen. Og jeg ønsker alle held og lykke.

Hva så?
Men hvad med mig?

Lige nu nyder jeg solen, ser lidt videoer og holder tastaturet varmt med links om fredagen.

Jeg har både konkrete og flyvske idéer og tanker om, hvad fremtiden skal bruges på. Jeg vil gerne et skridt uden for den traditionelle nyhedsproduktion og prøve kræfter med kommunikation, web og online markedsføring.

Jeg har de senere år koncentreret mig mere og mere om håndtering og formidling via sociale medier og har ved siden af arbejdet læst interaktionsdesign på IT-universitetet, og det er den interesse og de kompetencer, jeg gerne vil kombinere i et nyt job. Som webmaster, digital redaktør eller online-kommunikatør.

Så hvis du kender til oplagte tjanser eller samarbejder, der kunne være interessante for mig, så giv lyd. Og send gerne relevante personer forbi min LinkedIn-profil.

Vi ses derude.

Spred ordet

Flattr this!

  • mortensax

    Altid spændende, når vejen drejer… Glæder mig til forsat at følge dig og dine tanker.

  • Ib Potter

    Det bliver spændende at følge dig…. og tak for dit arbejde på ComputerWorld….

  • Karsten Bundgaard

    Held og Lykke Kasper
    Karsten Bundgaard

  • Brian Brandt

    Held og lykke fremover.. Du har sgu gjort det godt i de sidste 7 år… du finder helt sikkert noget ligeså fedt…