Sådan bliver du en Twitter-pro på 13 dage

Da jeg havde brugt Twitter i nogle måneder, hadede jeg det – og droppede tjenesten.

Men da jeg vendte tilbage nogle år senere og gav det en ekstra chance, blev jeg hurtigt forelsket.

Jeg oplever, at mange andre giver Twitter et forsøg, men at de tidligt opgiver tjenesten, fordi det umiddelbart kan være svært at se magien på grund af den stejle læringskurve og det skrabede interface.

Der findes mange gode guides til Twitter. Ofte bliver der peget på Leopardrengens glimrende Twitterguide.dk, men jeg tror, at der er endnu større chance for at få Twitter helt ind under huden, hvis man bare kaster sig ud i det – med lidt hjælp og støttehjul.

Så her kommer min tjekliste for nybegyndere til at komme godt i gang med Twitter uden at miste håbet og interessen i forsøget. For at gøre processen så pædagogisk som muligt er den delt op på 13 dage. Speed gerne op, hvis du føler dig vovet 🙂

Dag 1: Hvorfor er du på Twitter? Er du bare med på en lytter? Vil du netværke? Vil du udelukkende styrke dit personlige, faglige brand? Eller er du Twitter for at nørde din interesse for fodbold? Tænk lidt over det. Der er ingen rigtige eller forkerte måder at bruge Twitter på, og man kan sagtens have flere grunde til at være på Twitter, men de næste punkter bliver nemmere, hvis du har en svag idé om din, foreløbige raison d’etre på Twitter. ✔

Dag 2: Opret dig på Twitter.com og vælg et godt brugernavn. Det så kikset ud, da du i 90’erne havde en Hotmail-adresse, der hed smukketøz89@hotmail.com, og det samme gælder på Twitter. Folk kommer til at huske dig på dit brugernavn (aka handle), så giv gerne dit brugernavn nogle tanker. Du skal også huske at lave et forholdsvis kort brugernavn, fordi længden afgør, hvor meget du og andre kan skrive i tweets, der indeholder dit navn. PS: du kan ændre dit navn senere, hvis du fortryder, men forsøg at ramme rigtigt første gang. ✔

Dag 3: udfyld din “bio”. Det er den tekst, mange vil kigge på, når de skal vurdere, om du er interessant for dem at følge. Der er intet rigtig eller forkert format. Se inspiration til sjove OG dækkende bio-tekster hos Ricky GervaisDan Bilzerian eller her. ✔

Dag 4: På Twitter er der plads til tre billeder: dit profilbillede, et coverbillede og et baggrunds-billede. De to sidstnævnte behøver du ikke nødvendigvis, men hvis du ikke uploader et profilbilled, får du et profilbillede som et anonymt æg. Ingen gider at følge et æg. Hvis du vitterlig ikke ønsker, at verden må se dit rigtige ansigt, så læg i det mindste et billede af en kat eller noget andet på. Det tomme æg er et tydeligt tegn på, at du ikke har lagt mange kræfter i din Twitter-tilstedeværelse. Så gider andre heller ikke at gøre det. ✔

Dag 5: Skriv 1-10 tweets, der viser, hvilke emner du kommer til at fokusere på (unlad at retweete endnu). Det er for så vidt lige meget, om det er billeder, links eller udelukkende tekst, du starter med at dele. Bare sørg for, at din væg ikke er tom. Når du begynder at følge folk, vil de tjekke din profil ud og vurdere, om du er interessant for dem at følge. Det vurderer de fleste ved at tjekke din bio – og dine seneste, synlige tweets. ✔

Skærmbillede 2014-09-28 14.16.04Dag 6: Nu skal du igang med at følge nogle folk. Det er meget individuelt, hvor mange man følger. Personligt fortrækker jeg, at der altid er gang i mit feed, så jeg følger over 2000 personer og firmaer fra ind- og udland. Du kan også vælge en mere begrænset omgangskreds.

En dansk Twitter-bruger følger i gennemsnit 89 personer, så jeg anbefaler altid folk til at starte med at følge mindst 100 personer. Du kan altid unfollowe folk og vælge nye til løbende. ✔

Dag 7: Twitters brugerflade på Twitter.dk kan virke afskrækkende for nye brugere. Mange bruger slet ikke desktop-udgaven af Twitter – men er udelukkende på tjenesten via mobile enheder. Du vil nemlig ofte se fordelene ved Twitter, hvis du er på konference, sidder i sofaen eller er ude og spankulere i verden – altså situationer hvor du er væk fra computeren. Så prøv at hent og installer en app til Twitter. Jeg foretrækker selv Echofon, men mange andre er også ganske fine. Fx. Twitters egen. ✔

Dag 8: Selv om du hader fodbold, Xfactor eller Melodi Grand Prix, så prøv at åbne Twitter en aften, hvor en af de nævnte begivenheder er i fjernsynet. Det er nemlig nogle af de events, der ofte bliver kommenteret og diskuteret mest på Twitter og skaber et ekstra lag oven på begivenheden. Det kan være sjovt, underligt og lærerigt.
At følge Twitter mens du ser fjernsyn, er også det kloge mennesker kalder second screen-fænomenet.

Dag 9: Nu fik jeg nævnt hashtags. Det er hashtags, der kan skabe lidt orden i det kaos, som Twitter i den grad også er. Alle kan finde på et hashtag ved at klaske # foran et ord, som så bliver søgbart for alle, men det giver mening at bruge eksisterende hashtags for at blive en del af eksisterende samtaler. Se listen over danske hashtags hos Prxpress.dk. Søg på hashtags, der knytter sig til dine interesser og retweet eller besvar 5-20 af dem. Der giver dig synlighed blandt folk, der har de samme interesser som dig.
Ps: Når du selv bruger hashtags i opdateringer, så brug maksimalt to hashtag i hvert tweet. Flere hashtags får dig til at ligne en opmærksomhedshungrende teenager – og det virker iøvrigt ikke. ✔

Dag 10: Når vi har fat i hashtags, så prøv at søge på #twitterhjerne. Det er det hashtags, folk bruger, når de søger hjælp i den kollektive hjerne. Og det er en meget god visualisering af den hjælpsomhed, som er kendetegnende for Twitter. Prøv at sprede lidt god karma ved at besvare en håndfuld Twitterhjerne-spørgsmål.
Hvis du virkelig får smag for at hjælpe andre, så prøv at følge @Twhjerne, der retweeter alle tweets med #twitterhjerne. ✔

Dag 11: Nu har du snart været på Twitter i så lang tid, at du sikkert er stødt på nogle personer, som du finder interessante. Prøv at tjekke deres lister og de personer, som de følger. Det er et oplagt sted at finde nye interessante folk at følge. Du kan kopiere andres følgere i store blokke via Tweetbe.at. ✔

Dag 12: Nu er vi kommet så langt i forløbet, at du kan gå tilbage og finjustere din bio. Forsyn den med hashtags for de emner, som du især tweeter om. En uddybende forklaring får du på Ernst Poulsens blog. ✔

Dag 13: Hvis du virkelig vil forstå, hvorfor andre elsker Twitter, så prøv at tage til Twedagsbar. Fredagsbar for folk og fæ på Twitter. Det kan virke angstprovokerende at tage til fest med en folk personer, du aldrig har mødt før. Men jeg hørte en gang nogen beskrive aftenen som en reunion-fest med folk, du aldrig har mødt. Og det er ret godt beskrevet.
Jeg har til dato set arrangementet afholdt i Randers (#twandersbar), i Odense (#twodensebar), i Aalborg (#twaalbar), i Trekantsområdet (#twekantsbar), i Aarhus (#twaarhusbar) og i København. Når du bævrende af nervøsitet tager til Twedagsbar kan du eventuelt finde trøst i Jonas Juhlers guide: “Sådan overlever du din første Twedagsbar“. ✔

Hvis dette 13-dages-program ikke har fået dig til at se lyset i Twitter, så er mediet måske bare ikke noget for dig – eller også ses vi igen om nogle år 😉

Flattr this!